Hos LH-gulve sætter vi vedligeholdelse af vores gulvløsninger meget højt. Vi ved godt, at vi ikke kan passe på dem i al fremtid, men her er en række gode råd, som du kan have glæde af, når du skal vedligeholde dine gulve:

  • Efter færdiggørelsen af gulvet er det naturligvis nødvendigt, at der i det daglige foregår en række tiltag, der effektivt modvirker nedslidning.
  • Rengøring og vedligeholdelse skal tilpasses alt efter gulvtype og materiale.

Vi hjælper med faktuelle anbefalinger til rigtig vedligeholdelse. For én ting er at vælge produkt i forhold til farver, interiør og økonomi, noget andet er de ressourcer, som virksomheden skal afse til rengøring mm. Dette aspekt af gulvprojektet rådgiver vi naturligvis om, da projektet jo skal hænge sammen - også i det daglige.

Overordnet gælder altid producentens anvisninger og information om vedligeholdelse af det specifikke gulvprodukt. Men generelt figurerer der en række enslydende forhold for rengøring og vedligeholdelse for både tæppe-, træ-, linoleums- eller anden gulvtype.

Generelt
Udtrykket "halvhårde gulvbelægninger" omfatter alle andre fleksible gulvbelægninger end tæpper.
Mopning
Rigtigt udført med den rette type moppe, er metoden tilfredsstillende i hygiejnisk og økonomisk henseende. Mopningen skal så vidt muligt foretages i et bevægelsesmønster, uden at moppen løftes fra gulvet i det pågældende lokale, og således at støvet samles på og ved moppens forreste kant. Der findes selvkørende mopper, hvor operatøren sidder på et eldrevet køretøj, monteret med mopper af bomuldsgarnstype. Sådanne køretøjer giver høj effektivitet, men kan kun anvendes på store, frie arealer. For alt arbejde med moppe gælder, at den ikke kan anvendes på ru eller ujævne flader.
Vask
Der findes en lang række udstyr i form af svabere med bomuldsgarner, som kan vrides eller presses i en dertil konstrueret anordning blot ved et tryk på et håndtag eller en pedal. Derved undgår operatøren at få hænderne i det snavsede vand og opnår bedre arbejdsstillinger. Ved brug af separate beholdere til rent hhv. snavset vaskevand kan endvidere opnås hygiejnisk bedre resultater. Tilsvarende udstyr, baseret på gulvvask med svamp, to separate beholdere og udpresningsanordning, findes ligeledes på markedet.
Fugtig tørring
Foretages principielt som gulvvask med den forskel, at gulvfladen kun bearbejdes fugtigt med vredet eller presset klud hhv. moppe, og ikke som ved gulvvask vådt med efterfølgende optørring.
Skuring
Foretages med maskine. Den mest udbredte maskine er enkeltskivemaskinen, forsynet enten med skurebørste eller nylonrondel beregnet til skuring. Maskinen er forsynet med tank til det aktuelle rengøringsmiddel. Ved aktivering af et håndgreb kan rengøringsmidlet fra tanken doseres i passende mængde henover gulvoverfladen. Til større arealer kan anvendes selvkørende skuremaskiner, som både skurer og opsuger det snavsede vand i én arbejdsoperation.
Polishbehandling
På mange gulvbelægninger kan en polishbehandling foretages. Formålet med anvendelse af polishbehandling kan være at gøre gulvbelægningen mere rengøringsvenlig, at give gulvbelægningen glans eller at beskytte gulvet. Gulvbelægninger er mere eller mindre porøse. Især ældre og slidte gulvbelægninger kan være så porøse og ru, at smuds absorberes og bindes til gulvbelægningens overflade. Med forudgående grundig rengøring og efterfølgende polishbehandling opnås en form for forsegling (udfyldning af gulvbelægningens porer) af overfladen. Dette bevirker, at overfladen bliver homogen, så snavs ikke hænger ved men bliver på overfladen og i langt højere grad kan fjernes ved lette rengøringsmetoder som tør- eller fugtmopning. Polish skal påføres i jævne, tynde lag i overensstemmelse med fabrikantens anvisninger. Med efterfølgende polering kan glansen forøges. Polering foretages med en gulvmaskine med polérrondel eller polérbørste.
Rengøringszone
Ved indgangspartier anbefales effektive måttearrangementer som f.eks. skraberiste udvendigt kombineret med smudsmåtter indvendigt. Der skal anvendes måtter, som er specielt konstruerede som sugemåtter til at tilbageholde smuds. Smudsmåtter skal have en sådan størrelse, at der foretages mindst 5 - 6 skridt på disse. Måtterne skal støvsuges dagligt og renses efter behov.
Ledende belægninger
Gulvbelægninger med ledende egenskaber må ikke rengøres med rengørings- og plejemidler, som indeholder stoffer, der ved anvendelse øger modstanden i belægningen som f.eks. metalliseret voks, acrylemulsioner eller lignende
Rengøring af linoleumsgulve
Af hensyn til rengøringen skal linoleumsbelægningen udføres med trådsmeltede samlinger med en smeltetråd godkendt af linoleumsproducenten.
Inden ibrugtagning
Linoleum er fra fabrikkens side behandlet med en selvblankende emulsion, der beskytter overfladen i byggeperioden, letter den fremtidige rengøring og minimerer rengøringsomkostningerne. Den selvblankende emulsion er en integreret del af belægningen og skal derfor kun fjernes, hvis der er forhold, som gør det påkrævet. Beskyttelsesfilmen skal i disse tilfælde fjernes i henhold til fabrikantens anvisninger.
Løbende rengøring og vedligeholdelse
Den løbende vedligeholdelse kan foretages ved støvsugning med børstemundstykke for at undgå ridser i overfladen, fejning eller tørmopning, samt efterfølgende vask med lunkent vand tilsat et vaske-/plejemiddel, der efterlader en beskyttelsesfilm på overfladen efter vask. Til linoleum må ikke anvendes rengøringsmidler med en pH-værdi over 9 i brugsopløsning. Alkaliske midler (brun sæbe, soda, lud, skurepulver og lignende) må ikke anvendes, da de kan angribe linoleumsbelægningen.
Grundrengøring
Når den løbende rengøring ikke længere giver et tilfredsstillende resultat, fjernes den beskyttelsesfilm, der er påført ved den løbende rengøring, med et grundrengøringsmiddel af god kvalitet. Derefter vaskes gulvet med rent, lunkent vand. Når gulvet er helt tørt, påføres atter en beskyttelsesfilm ved en eller to behandlinger med en emulsionsvoks, inden den løbende vedligeholdelse genoptages.